Begrebet hegemoni forbindes ofte med den italienske marxistiske filosof Antonio Gramsci: Magt fungerer ikke kun gennem rå styrke, men også fordi de, der underordner sig, accepterer systemet som legitimt — og måske endda fordelagtigt.

Sådan har USA’s globale position i høj grad fungeret i årtier. Men noget er ved at ændre sig.

Bloomberg illustrerer det ganske tydeligt. USA’s finansminister Scott Bessent lovede en “økonomisk offensiv mod Iran og landets handelspartnere”. Reaktionen har imidlertid været bemærkelsesværdig:

1 Kina, som aftager omkring 90 % af Irans olieeksport, nægtede at bøje sig og advarede Washington.

2 Iranske bankfilialer i Dubai fortsatte deres aktiviteter.

3 Flyforbindelserne mellem Iran, Tyrkiet og UAE fortsatte.

4 Pakistan erklærede åbent, at landet ikke er forpligtet til at følge sanktioner, som ikke er godkendt af FN.

Det betyder ikke, at amerikansk magt er forsvundet. Men amerikanske sanktioner bliver ikke længere automatisk behandlet som en regel, alle andre skal følge.

Og dilemmaet omkring Kina er tydeligt: Sanktionerer Washington Beijing hårdt, kan konsekvenserne ramme hele verdensøkonomien. Gør Washington det ikke, afsløres grænserne for truslen om sekundære sanktioner.

Hegemoni fungerer bedst, når man ikke konstant behøver minde alle om, at man er hegemon.

Når kongen først skal true publikum til at klappe, begynder nogen uundgåeligt at kigge nærmere på hans garderobe.

Kilde: @NSDVDonetske