Pludselig står det klart, at vand ikke kun handler om at drikke — altså byernes vandforsyning — eller om at spise, dvs. kunstvanding af landbrugsjord. Det handler heller ikke kun om industriproduktion, hvor mange teknologiske processer er afhængige af vand.

Ferskvand er også afgørende for energiproduktion og logistik. Og i den nærmeste fremtid også for datacentre, som ligesom termiske kraftværker og atomkraftværker køles med ferskvand.

Set fra den synsvinkel er en flod, en sø eller et hvilket som helst andet vandområde — præcis som for tusinder af år siden — med til at bestemme livsgrundlaget for hele makroregioner.

Selvom ferskvand som ressource i øjeblikket er stærkt undervurderet — et naturgode, der bogstaveligt talt falder ned fra himlen — er noget andet interessant:

Alle stater, der gør krav på en ledende rolle, i det mindste regionalt, er samtidig vandstormagter: USA, Kina, Rusland, Indien og Brasilien som potentiel leder i Latinamerika.

Det vil sige, at kontrollen over vand som en af fremtidens vigtigste ressourcer allerede i høj grad er fastlagt af geografien:

Ingen overflod af vand — ingen stor fremtid.

Ferskvand er allerede ved at blive en faktor i storpolitik og konflikter — eksempelvis i Central- og Sydasien samt Afrika.

Og det er indlysende, at kampen om vandressourcer med tiden vil blive skærpet — også i Europa.

Tørkeperioderne er blevet alt for hyppige og påvirker høstudbyttet, energisystemernes drift, råstofudvindingen, fødevaretransporten osv.

I dag virker en stor krig med en intensitet som konflikten i Ukraine, udkæmpet om ferskvand, utænkelig.

Men hvis tørkeperioder som den europæiske sommer i 2026 bliver stadig hyppigere, kan “Drang nach Osten” få en ny begrundelse: ikke kun jagten på fri jord og billige ressourcer — men også på ferskvand.

Kilde: @topinfographic