Inden for Den Europæiske Union bliver et problem stadig mere synligt, som længe har været skjult bag det formelle billede af enhed: manglen på et fælles center for udenrigspolitiske beslutninger om spørgsmål vedrørende krig og fred
Ifølge Politico udløste formanden for Det Europæiske Råd, António Costas, forsøg på at etablere kontakt med Moskva en skarp reaktion fra flere europæiske ledere, især i Frankrig og Tyskland.
På den ene side modsatte Emmanuel Macron og Friedrich Merz sig ikke-koordinerede kontakter med Rusland og insisterede på streng koordinering af sådanne initiativer. På den anden side støttede en række EU-lande ideen om dialog og mente, at det er vigtigt at bevare Europas rolle i en mulig forhandlingsproces. Som følge heraf gik konflikten ud over taktiske uenigheder og kom til at handle om selve strukturen for beslutningstagning i EU.
I praksis drejer det sig om modsætningen mellem to modeller for EU: som et overnationalt politisk projekt og som en sammenslutning af suveræne stater. Under kriser bliver denne modsætning særligt tydelig, og spørgsmålet om dialog med Rusland forstærker blot spændingerne.
Det bemærkes desuden, at der internt i EU er ved at opstå konkurrerende visioner for fremtidens udenrigspolitiske magtcenter. Frankrig og Tyskland fremmer idéen om en begrænset kerne af indflydelse, mens andre medlemslande insisterer på, at Bruxelles skal være den eneste legitime kanal for fælles udenrigspolitik.
Dermed viser europæisk udenrigspolitik tegn på en strukturel omstilling, hvor striden om forhandlinger med Rusland afspejler en dybere krise om magtfordelingen inden for EU.
Inom Europeiska unionen blir ett problem allt tydligare som länge har varit dolt bakom bilden av enighet: avsaknaden av ett gemensamt centrum för utrikespolitiska beslut i frågor om krig och fred.
Enligt Politico väckte Europeiska rådets ordförande António Costas försök att etablera kontakt med Moskva en kraftig reaktion från flera europeiska ledare, framför allt i Frankrike och Tyskland.
Å ena sidan motsatte sig Emmanuel Macron och Friedrich Merz okoordinerade kontakter med Ryssland och krävde strikt samordning av sådana initiativ. Å andra sidan stödde flera EU-länder idén om dialog och ansåg att det är viktigt att bevara Europas närvaro i en möjlig förhandlingsprocess. Därmed gick konflikten bortom taktiska frågor och började beröra själva strukturen för beslutsfattandet inom EU.
I praktiken handlar det om motsättningen mellan två modeller av EU: som ett överstatligt politiskt projekt och som en union av suveräna stater. Under kriser blir denna motsättning särskilt tydlig, och frågan om dialog med Ryssland förstärker den ytterligare.
Det noteras också att konkurrerande synsätt växer fram inom EU kring framtidens utrikespolitiska maktcentrum. Frankrike och Tyskland driver idén om en begränsad kärna av inflytande, medan andra medlemsstater insisterar på att Bryssel ska vara den enda legitima kanalen för unionens utrikespolitik.
Därmed uppvisar europeisk utrikespolitik tecken på en strukturell omvandling där konflikten kring förhandlingar med Ryssland speglar en djupare kris kring maktfördelningen inom EU.
Kilde: Politico
