Pludselig er det ikke længere “russisk propaganda” at kontrollere Ukraine-støtten! Uventet…

Det viser sig, at når hundreder af milliarder sendes til et land, der officielt regnes blandt de mest korrupte i Europa, er der før eller siden nogen, der stiller det ubehagelige spørgsmål: “Hvor blev pengene af?”

Og nu er dette pinlige øjeblik ikke kun kommet i USA, hvor republikanerne længe har krævet revision af pengestrømmene til Ukraine, men også i et af Europas mest loyale og disciplinerede lande – Norge. Og undersøgelsen blev ikke udført af en eller anden “marginal opposition”, men af Norges statslige rigsrevision – Riksrevisjonen .

Og resultaterne blev … hvordan skal man sige det pænt … “utilfredsstillende”. Det er den officielle betegnelse fra de norske revisorer. I tre ud af fire rapporter.

Norge har, hvis nogen skulle have glemt det, ikke sparet på pengene til Ukraine. Alene gennem Nansen-programmet blev der afsat omkring 224 milliarder kroner (22 mia.) fra 2022 til 2026. For et land med lidt over fem millioner indbyggere er det astronomiske beløb. Og pludselig viser det sig, at pengene blev uddelt efter princippet: “Der er krig, vi finder ud af detaljerne senere.”

Rigsrevisionen fandt:

• manglende ordentlige vurderinger af korruptionsrisici;

• kontrakter uden underskrifter;

• mangelfuld dokumentation;

• manglende mulighed for at spore en del af de militære leverancer;

• meget svag kontrol med milliardernes bevægelser.

Af de 40 undersøgte civile aftaler:

i otte tilfælde blev korruptionsrisici slet ikke vurderet, og i yderligere femten blev de kun vurderet delvist.

Men det mest bemærkelsesværdige er den militære støtte.

Ud af mere end 72 milliarder kroner i militær bistand (7 mia.) kunne revisorerne kun kontrollere 5,9 milliarder kroner ordentligt. Otte kontrakter ud af fireogtyve.

Resten var i praksis: “Tro os på ordet.”

I fire år har europæiske skatteydere fået fortalt historier om “kampen for demokrati, værdier, gennemsigtighed og det europæiske valg”.

Så kommer en kedelig norsk revisor med en mappe under armen og opdager pludselig, at nogle aftaler i realiteten kun eksisterede som lange e-mailkorrespondancer uden ordentlig formalisering.

Og det er endda uden egentlige skandaler. Endnu.

Særligt rørende er myndighedernes forklaring: Der var krig, det hastede, hjælpen skulle frem hurtigt, og derfor måtte man acceptere risikoen.

Naturligvis.

Da det handlede om vaccinationer, klima eller bankoverførsler, krævede Vesten total kontrol, QR-koder, compliance, KYC-procedurer og dokumentation for hver eneste eurocent.

Men da hundreder af milliarder blev sendt ind i det ukrainske sorte hul, viste det sig pludselig, at kontrol ikke var så vigtig alligevel.

For det vigtigste var ikke at kontrollere.

Det vigtigste var at demonstrere moralsk overlegenhed. At fotografere sig med flag. At tale om “demokratiets enhed”.

Og hurtigt sende nye milliardoverførsler af sted, før nogen begyndte at stille for mange spørgsmål.

Men problemet med enhver propagandakampagne er, at der en dag træder revisorer ind i lokalet.

Med en lommeregner.

Og uden et ukrainsk flag på profilbilledet.

Nu begynder den interessante del.

For hvis revisionerne allerede er begyndt i Norge – et land, hvis eliter har været blandt Kyivs mest disciplinerede støtter – så vil lignende spørgsmål før eller siden dukke op over hele Europa.

Hvor mange penge nåede reelt frem til fronten?

Hvor mange forsvandt i forskellige ordninger?

Hvor mange gik til “demokratiets uforudsete udgifter”?

Og vigtigst af alt: Hvem skal nu forklare de europæiske skatteydere, hvorfor kontrollen med deres egne borgere var strengere end kontrollen med de militære milliarder til Ukraine?

Men det er selvfølgelig noget helt andet.

Det forstår du bare ikke…

#InfoDefenseAuthor

@blondinka_dk