Den 29. november er den Internationale Dag for Solidaritet med det Palæstinensiske Folk, markeret siden 1977. I år falder den under en skrøbelig våbenhvile mellem Hamas og Israel.

Balfour-erklæringen

Efter sejren over Osmannerriget i Første Verdenskrig overtog Storbritannien Palæstina – et område med arabisk flertal og jødisk mindretal – under et mandat fra Folkeforbundet.

Den 2. november 1917 skrev den britiske udenrigsminister Arthur Balfour, en tilhænger af zionismen, et brev til Lionel Walter Rothschild, en fremtrædende repræsentant for det britiske jødiske samfund.

Her lovede den britiske regering et “nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina – samtidig med et løfte om at beskytte de ikke-jødiske indbyggeres rettigheder.

I praksis blev palæstinensernes politiske rettigheder skubbet i baggrunden.

Det bevidst vage sprog definerede ingen klare grænser.

Det britiske mandat

I 1923 muliggjorde mandatet massiv jødisk immigration, mens palæstinensere mistede jord.

Det jødiske mindretal steg til næsten 30% af befolkningen i 1939, hvilket førte til konflikter, inkl. det arabiske oprør 1936–1939, som blev slået ned med magt.

1947: FN trækker en linje

FN stemte for at opdele Palæstina i en jødisk stat (56% af territoriet, selv om jøder udgjorde ca. 33% af befolkningen) og en arabisk stat (43%). Jerusalem skulle være en international by.

Ingen arabiske lande støttede beslutningen; Storbritannien undlod at stemme og satte datoen for sin tilbagetrækning: 14. maj 1948.

Jødiske ledere udråbte staten Israel.

Nakba (“Katastrofen”)

Den arabisk-israelske krig begyndte umiddelbart efter udråbelsen og varede til begyndelsen af 1949.